Vi satte fotos ind i en allerede udgivet artikel med Nushell og Drupals API. Undervejs fik vi bygget den kontrol, der gør arbejdet værd at gentage.
Jeg havde udgivet en artikel på Folkets om Danmarks faste forbindelser. Storebælt, Øresund, dæmningerne til småøerne og de broer, man kører over uden at tænke nærmere over dem. Den havde et billede øverst. Resten var tekst og tabeller.
Om to måder at afgøre, hvad der haster på en todo-liste, og hvorfor jeg endte med at bruge begge.
Jeg har bygget en funktion ind i den todo-liste, jeg bruger i terminalen, der skal svare på ét spørgsmål: Hvad skal jeg lave nu? Hver opgave får et tal for, hvor meget den haster, og listen sorteres efter det.
Der er to måder at regne tallet ud på. Den ene er et regnestykke. Den anden er at spørge en AI. Jeg har prøvet begge, og forskellen er mere lærerig end selve listen.
Om en lille side, der viser, hvad docujAI har lært om AI, og hvad tiden er gået med. Og om de to ting, der gik galt, mens den blev bygget.
Siden februar sidste år har jeg ført timeseddel over alt, hvad jeg laver i docujAI. Det er en tekstfil med en linje, hver gang jeg går i gang, og en linje, når jeg stopper. Ved siden af ligger vidensbasen: et par hundrede noter om AI og 137 udgivne blogindlæg.
Jeg havde aldrig set de to ting sammen. Så i dag byggede jeg en side, der gør det: dj.kiil.cross.stream.
Anthropic har udgivet en brugsanvisning til deres nye model, Claude Opus 5.5. Den korte version: Halvdelen af de tricks, vi lærte sidste år, koster nu penge, og et af dem er ligefrem blevet forbudt.
Der findes en særlig slags medarbejder. Man beder om en opgave, og en halv time senere står vedkommende i døren: «Jeg er nået til punkt tre. Skal jeg fortsætte?» Ja. Det var derfor, du fik opgaven.
Tillykke. Jeres AI er lige blevet ansat i samme stilling.
Om at dele arbejdet mellem to AI-modeller med hver sin opgave — og hvorfor det, der binder dem sammen, ikke er en database, men en log af hændelser.
Jeg har bygget en daglig tutor til mig selv.
Hver morgen skriver den én lektion på syv minutter: én idé, et konkret eksempel, en almindelig fælde, en uventet forbindelse til et andet fag og til sidst ét spørgsmål, jeg selv skal svare på.
Jeg svarer i mine egne ord, får feedback, og systemet beslutter, hvornår jeg skal huske det igen: i morgen, om to dage, om en uge.
Om de designvalg, der afgør, om et system til vaneændring bliver brugt i tredje uge — eller kun i den første.
Vi har to lister derhjemme. Den ene hedder Less, den anden More. På Less står ting, vi gerne vil have færre af: skænderier, fravær. På More står ting, vi gerne vil have flere af: fælles cykelture.
Listerne har længe ligget i Google Tasks, hvor de gjorde præcis det, en liste gør: de mindede os om, at vi havde besluttet noget. Ikke om vi holdt det.
Om forskellen på en instruktion, en AI kan følge, og en regel, den ikke kan tale sig udenom.
En AI-agent skrev noget kode for mig. Den kørte testene, og de bestod. Så rettede den en linje mere. Derefter meldte den opgaven færdig.
Begge dele passer. Testene bestod, og linjen blev rettet. Men de bestod for en udgave af koden, der ikke findes længere.
Det her er ikke en hallucination. Der er ikke noget opdigtet. Modellen husker et resultat, som var sandt, da det skete. Problemet er, at den hukommelse ikke har en udløbsdato.
Om en AI, der læste min dagbog og troede mere på ét ord end på mig.
Jeg skriver dagbog. Én markdown-fil pr. dag, log/2026-09-17.md og så videre. Nederst står det, man skriver i en dagbog: hvordan dagen var, hvem jeg mødte, hvad der gik skævt. Øverst, over prosaen, står et lille stykke YAML med det, der kan tælles:
Me:
swimming:
- stroke: breaststroke
meters: 300
Der står 300, og det er tag. Jeg tæller tag, når jeg svømmer. Men der står meters.
Hver morgen vil jeg gerne vide det samme: Hvad står der i kalenderen, hvilke opgaver forfalder, hvilke mails er ulæste, hvem jeg har lovet at ringe til, og hvilke fødselsdage der kommer. Det er præcis den slags opgave, der for tiden bliver solgt som en AI-agent. »Din personlige assistent læser din indbakke, tjekker din kalender og giver dig et overblik hver morgen.«
I går byggede jeg den selv. Den hedder brief, er 142 linjer kode og kører på seks sekunder. Den bruger ingen sprogmodel.
En sprogmodel fik et tal for læsbarhed at ramme. Den ramte tallet, og teksten blev dårligere. Det er den mest lærerige fejl, vi har haft, siden vi begyndte at lade Claude skrive udkast til Folkets.
Folkets har en lille redaktionel maskine. En historie går gennem fire trin: pitch, research, udkast og gennemlæsning. Hvert trin er en kørsel af Claude Code uden en redaktør ved tasterne, startet fra en lokal webside og styret af en eventstrøm.