Hos docujAI tror vi på, at den bedste indsigt i Kunstig Intelligens opnås gennem ægte og direkte personlig interaktion.
Derfor bliver vores AI-kurser og workshops altid afholdt face-to-face.
Dette fokus på nærvær er fundamentet for den positive feedback, vi modtager fra vores kursister:
"Tak for godt kursus i dag, I gjorde det rigtig godt. God og relevant information, godt samarbejde jer imellem." – Tilfreds kursist.
Jeg har skrevet før, at jeg byggede mit eget CRM, og at jeg gjorde det elleve gange hurtigere. Siden er det vokset. Det logger nu automatisk, hvem jeg har skrevet til, fra det øjeblik jeg sender en mail. Jeg kan registrere et telefonopkald med fem ord i terminalen. Det laver et dagligt sammendrag, der ved forskel på et møde, et opkald og en e-mail og fortæller mig om ugen i prosa. Det giver mig endda en lille stime-tæller og nogle erfaringspoint, så jeg husker at holde kartoteket ved lige.
Anthropic udgav i denne uge et notat om noget, der lyder som science fiction: recursive self-improvement — AI-systemer, der selv bliver i stand til at designe og bygge deres egen efterfølger. Et af tallene i notatet fortjener at blive læst to gange: Claude skriver nu over 80 % af Anthropics egen produktionskode, og deres ingeniører flytter otte gange så meget kode om dagen som i 2024.
Forleden byggede jeg mit eget CRM i en tekstfil. I går spurgte jeg mig selv: kan den køre hurtigere? En af kommandoerne — den, der kobler kontakter sammen med min aktivitetslog — tog godt et sekund. Ikke katastrofalt, men nok til at irritere.
Svaret blev ja: fra 1033 millisekunder til 93 — elleve gange hurtigere. Men det interessante er ikke tallet. Det er, hvordan man finder derhen, og hvorfor det overhovedet var muligt.
I weekenden byggede jeg mit eget CRM. Ikke abonnerede på et — byggede et. Det tog en eftermiddag, det fylder nogle få hundrede linjer kode, og hele kundekartoteket ligger i én tekstfil på min egen maskine. Det lyder som et stykke nørderi. Men pointen er strategisk, og den gælder enhver virksomhed, der opbevarer sine kunderelationer et sted.
Et CRM er i sin kerne ikke kompliceret: en liste af kontakter, du kan tilføje til, søge i og holde ren. Mit er bygget som en håndfuld små moduler i terminalshellet Nushell, hvor hver fil har ét ansvar:
I de to foregående indlæg landede jeg på en konklusion: enable-linger var en lappeløsning, og den rigtige vej var at gøre min automatisering til ægte systemtjenester. I weekenden gjorde jeg det så.
Femten unit-filer flyttede fra brugerens systemd op på systemniveau. De gamle user-timere blev stoppet og slået fra, de nye blev lagt i /etc/systemd/system/, og bagefter kunne jeg endelig slå linger fra:
I forrige indlæg fortalte jeg om de to dage, hvor jeg gik rundt og troede, jeg havde et kørende system — men i virkeligheden havde et system, der hang i en tråd, jeg selv holdt i. Løsningen blev sudo loginctl enable-linger $USER, som tillader, at en brugers baggrundsprocesser overlever, at brugeren logger ud.
For et par dage siden byggede jeg nyhedspipelinen til folkets.dk med systemd-timere og en JSONL-fil. Den henter nyheder, lader en LLM omskrive dem til danske notitser, og udgiver dem. Den virkede da jeg lukkede terminalen.
Og det var præcis dér det spændende spørgsmål dukkede op. Ikke "virker det?", men: hvordan ved jeg at det bliver ved med at virke — også når jeg ikke kigger?
Et par gange om ugen sidder jeg og læser produktbeskrivelser fra AI-platforme. Og hver gang lægger jeg mærke til det samme mønster: noget der teknisk er en helt almindelig, gammel, kedelig mekanisme har fået et navn der får det til at lyde som om det lever.
"Heartbeat" er det klassiske eksempel. En "heartbeat" er en pakke der sendes med fast interval, så modtageren ved at afsenderen stadig er online. Det er en keepalive. Et periodisk ping. En health check. Konceptet er fra 1970'erne og findes i hver eneste netværksprotokol der findes.