For tre år siden satte jeg sprogmodeller til at skrive Folkets Avis. Ikke som et forsøg i et hjørne af sitet, men hele vejen: automatisk indsamling, automatisk skrivning, automatisk udgivelse. Det kørte i mindst et år uden at nogen rørte en tast. På det tidspunkt var det så vidt jeg ved den første automatisering af sprogmodeller i dansk mediebranche.
Jeg var ikke naiv om det. Jeg groundede modellerne, byggede RAG omkring dem, gav dem kilder at læne sig op ad. Jeg havde arbejdet kvantitativt med tekst i årevis før det, med spaCy og andre pythonbaserede sprogteknologier, så jeg vidste godt, hvad der kunne gå galt.
Det blev slop alligevel.
Ikke forkert. Ikke løgn. Bare tekst, der var skrevet af noget, der ikke havde nogen grund til at skrive den. Sætninger, der kunne have handlet om hvad som helst. Artikler, der hverken gjorde læseren klogere eller vredere.
Jeg lukkede ikke ned, men jeg holdt op med at se på det. Sådan har jeg det med at dokumentere den periode: den er stadig det dyreste, jeg har lært noget af.
Hvad jeg troede problemet var
At modellen ikke var god nok endnu.
Det var den faktisk heller ikke. Men da jeg vendte tilbage til projektet i sommer og spurgte mig selv, hvad der egentlig havde flyttet sig mest på tre år, var svaret ikke modellerne. Det var min egen forståelse af, hvad de kan og ikke kan.
Modellen var aldrig flaskehalsen. Flaskehalsen var, at jeg havde bedt den om at skrive en avis uden at fortælle den, hvilken avis.
Det lyder banalt. Prøv at sige det højt om jeres egen virksomhed: hvor står det skrevet ned, hvad I mener? Ikke værdierne på hjemmesiden. Det, en ny medarbejder ville skulle lære ved at sidde ved siden af nogen i tre måneder. Det, der afgør, om en sætning lyder som jer eller som en tilfældig leverandør.
De fleste steder findes det ikke på skrift. Det er derfor AI-output føles generisk: den skriver præcis så specifikt, som den fik lov.
Hvad jeg byggede i stedet
Et værksted. Bogstaveligt talt en mappe med markdown-filer, styret af IWE som knowledge-graph, kørt af nushell, med et par af de tunge sprogmodeller i den anden ende.
Det vigtigste dokument i den mappe hedder publication.md, og det er ikke en prompt. Det er redaktionens grundlov. Hvem vi skriver for, og hvem vi bevidst ikke skriver for. Hvad en rubrik må love. Hvornår noget er verificeret nok til at kunne bringes.
Og så et afsnit, jeg er uforholdsmæssigt glad for, som hedder bandlyste maner. Fire vaner, der får en tekst til at lyde maskinskrevet: tankestregen brugt som åndedrag, antitesen (»det er ikke X, det er Y«), trekløveren hvor alting kommer i tre led uanset hvor mange punkter sagen har, og den fede indledning på hvert eneste punkt i en liste.
Det er interessant, fordi det er det modsatte af, hvad folk normalt beder en model om. Man beder den om at skrive godt. Her beder jeg den om at lade være med at skrive godt på den ene bestemte måde, som alle modeller skriver godt på.
Systemet har også en hukommelse. Hver kilde er et dokument. Hver historie er et dokument, der flytter sig gennem stadier: pitch, research, kladde, gennemlæsning, udgivet. Når en session slutter, står det hele i filer. Næste session, eller en helt anden agent, fortsætter præcis dér.
Og så er der en port. Kun historier, der står i review, kan udgives. Alt andet kræver et flag, man skal skrive i hånden. En kladde er ikke gennemlæst, og et system, der kan udgive en kladde ved et uheld, kommer til det.
Artiklen fra i dag
I formiddags udgav systemet en artikel helt selv. Den handler om Danmarks første folkeafstemning, den i 1916 om at sælge Dansk Vestindien, og den stiller ét spørgsmål: hvem var folket den dag?
Kvinder måtte stemme for første gang i en landsdækkende afstemning. Det er den demokratiske milepæl, Folketinget selv fremhæver. Øernes egen befolkning måtte ikke stemme om, hvem der fremover skulle regere dem.
Det kunne være blevet en billig historie. Det, der gør den god, er afsnittet bagefter: på Sankt Croix organiserede fagforeningslederen David Hamilton Jackson en uofficiel afstemning, og dér stemte over 4.000 for salget. Færre end ti imod. Artiklen bruger tallet, og den siger samtidig, at det ikke kan gøres til et resultat for alle tre øer.
455 ord. Tre navngivne kilder i fodnoter. Et historisk foto med rettighedsstatus og fotokredit. Ingen af delene er pynt: systemet nægter at sende en artikel, hvis fodnoterne står uden for den tekst, der skal udgives, for så ville kildeangivelserne forsvinde lydløst.
Det er den nuance, jeg ikke havde fået af en model for tre år siden. Ikke fordi modellen er klogere nu, selvom den er det. Men fordi den denne gang havde et dokument, der fortæller, at Folkets går efter magten og heller ikke lader sine egne læseres overbevisninger stå uimodsagt.
En agent uden redaktionel linje havde skrevet kolonihistorien med den lige og forventelige vinkel. Linjen var det, der tvang den til at finde det, der komplicerer den.
Det dyrere output
Det koster mere. Flere modelkald, tungere modeller, flere trin, hvor noget bliver slået op og kontrolleret i stedet for gættet.
Til gengæld er der noget, jeg kan sætte mit navn på.
Regnestykket er værd at lave, inden man kaster sig ud i den billige udgave. En artikel til fire kroner, som ingen læser færdig, koster fire kroner. En artikel til fyrre, som holder, koster fyrre. Prisen per artikel er ikke tallet, der betyder noget. Prisen per artikel, nogen faktisk læser, er.
Det gælder også for det, I laver. En kundemail, ingen svarer på, er ikke billig, fordi den blev skrevet på et sekund.
Det, jeg ville ønske nogen havde sagt til mig for tre år siden
Kvaliteten af jeres AI-output er et spejl af, hvor meget af jeres virksomhed der findes på skrift.
Tavs viden er den dyreste ting, en mindre virksomhed ejer, og den er usynlig, indtil man beder en maskine om at bruge den. Modellen kan ikke gætte, hvad I mener. Den kan gætte, hvad gennemsnittet af internettet mener, og det er præcis dét, slop er.
Den gode nyhed er, at arbejdet med at skrive det ned ikke er spildt, hvis I aldrig kommer videre med AI. Et dokument, der siger, hvad jeres virksomhed mener, hvem I skriver for, og hvad I aldrig vil sige, er værd at have i sig selv. Det er bare første gang, det kan mærkes med det samme, om I har det.
Jeg brugte et år og en avis på at finde ud af det. Det behøver I ikke.