Jeg tegnede min morgenrutine som et workflow-diagram, mest for sjov. Så opdagede jeg, at næsten alt det, jeg plejer at skynde mig med, ligger uden for den kritiske vej.
Kaffemaskinen behandler jeg allerede rigtigt: jeg trykker på knappen og går videre. Den kører selv.
Ungerne behandler jeg derimod som et synkront kald — jeg venter på, at de bliver færdige, før jeg går i gang med det næste. Men vækning er præcis samme slags operation som kaffebrygning: lang ventetid, næsten ingen indsats. Den burde affyres først.
Madpakkerne ligger i slack. Smører jeg dobbelt så hurtigt, kommer vi ud ad døren på præcis samme tidspunkt. Det er den klassiske fejl: at optimere det, man kan måle, i stedet for det, der binder.
Tegnet med Archify.