AI i praksis

Når du underviser et hold, er der én ting du næsten aldrig ved med sikkerhed: hvad der egentlig landede. Nogen nikker. Nogen kigger ned i bordet. En enkelt stiller et godt spørgsmål. Men om de tolv mennesker foran dig faktisk sidder med det samme hul i forståelsen — det opdager du typisk først bagefter, hvis overhovedet. Feedbacken er forsinket, anekdotisk eller helt fraværende.

Det er en dyr blind plet. For du bruger din tid på at gennemgå det, du planlagde at gennemgå — ikke det, holdet faktisk har brug for. Og du får aldrig sort på hvidt, om undervisningen rykkede noget.

I det forrige indlæg skrev jeg, at man skal bygge en lille skal omkring modellen i stedet for at kopiere data ind i en chat. Her vil jeg zoome ind på det vigtigste, den skal giver dig — det, hele forskellen i praksis koger ned til: kontrol over konteksten.

Den nemmeste måde at bruge AI på produktdata er også den værste: marker et par hundrede rækker i regnearket, smid dem ind i en chat, og bed den om at skrive beskrivelser, fylde hullerne ud og rydde op. Det føles produktivt. Og det er præcis derfor, det er farligt.

I sidste måned udgav Google Cloud en åben specifikation kaldet Open Knowledge Format — OKF. Da jeg læste den, sad jeg med en mærkelig følelse af genkendelse. For den beskriver, næsten linje for linje, den måde jeg selv har bygget min vidensbase op på i over et år. Ikke fordi jeg var forud for Google. Men fordi princippet er gammelt, og den retning infrastrukturen bevæger sig i nu, er den samme retning, en enkelt rådgiver med en terminal også ender i, hvis han tænker det igennem.

Den hårdest arbejdende tast på mit tastatur er pipe-tegnet, |, den lodrette streg, som de fleste aldrig rører. Et lille skilletegn, der i virkeligheden binder ting sammen. Og det siger næsten alt om, hvordan jeg tænker om arbejde og processer.

I går aftes og i morges byggede jeg to små stykker software, jeg har manglet længe: En RSS-læser, der kører i min egen terminal, gemmer alt lokalt og ikke spørger nogen om lov. To åbne projekter, og tilsammen er de mindre, end de fleste ville tro.

Virksomheden, der blev kendt for at lade folk generere kunst og kattebilleder med kunstig intelligens, vil nu scanne din krop indefra. Det fremgår af en udmelding fra Midjourney, som blandt andre Bloomberg har dækket.

Selskabet har oprettet en ny afdeling, Midjourney Medical, og præsenteret et apparat, det selv kalder en "Ultrasonic CT": En fuldkropsscanning baseret på ultralyd, der ifølge virksomheden klares på 60 sekunder uden røntgenstråling og uden kraftige magnetfelter. Kun lyd og vand, som Midjourney formulerer det.

Lad mig sige det rent ud, for der er åbenbart ingen andre der gider: Snakken om at kunstig intelligens er en demokratisk teknologi for alle på lige vilkår, er løgn. Den døde i sommer, i løbet af tre uger, mens de fleste danske virksomheder kiggede væk og nikkede med til endnu et webinar om "AI-rejsen".

En amerikansk domstol er netop blevet bedt om at træffe et valg, ingen for få år siden havde forestillet sig: Skal lokale beboeres ret til ren luft vige for en igangværende krig? Sagen mellem borgerretsorganisationen NAACP og Elon Musks AI-selskab xAI er på papiret en miljøsag. I virkeligheden er den blevet et af de klareste eksempler på, hvor dybt AI nu er flettet ind i statsmagten.

Der skete noget i sidste uge, som burde få enhver europæisk leder til at stoppe op.

Den amerikanske regering lagde eksportkontrol på en AI-model. Ikke på chips, ikke på våben, men på selve modellen – Anthropics Fable 5. Inden for få timer var den slukket for alle, også for virksomheder midt i en arbejdsdag.

For at forstå hvor stort det er, må man forstå hvad Fable er: