Jeg lagde mine egne pakkepriser sammen forleden. Otte pakker, ét tal ud, og det så helt fornuftigt ud. Det var forkert.
En af pakkerne er et abonnement til 2.000 EUR om måneden. En anden er et projekt til 12.000 EUR. I regnestykket stod de i samme kolonne som to tal af samme slags. Summen var ikke bare unøjagtig – den svarede på et spørgsmål, ingen havde stillet.
Det ubehagelige var ikke fejlen. Det var, at den ikke lignede en fejl. Et regnestykke, der er galt, ser præcis lige så roligt ud som et, der er rigtigt.
Feltet var der. Det var stadig forkert
Jeg har tidligere skrevet om, at man skal flytte de fakta, man vil regne på, ud af prosaen og op i et felt. Det havde jeg gjort. Hver pakke havde et felt til prismodellen, og abonnementet stod korrekt som abonnement.
Problemet var, at feltet bar to ting på én gang.
Min egen hjemmeside beskriver pakken sådan her: "Fra 2.000 EUR pr. måned." Der er to uafhængige oplysninger i den sætning. Fra siger, at prisen er en mindstepris, der kan gå op. Pr. måned siger, hvad tallet dækker. De har intet med hinanden at gøre – en pris kan være fast pr. måned, eller den kan være "fra" på et engangsprojekt.
Men jeg havde ét felt til begge dele. Så da jeg skulle skrive pakken ind, måtte jeg vælge. Jeg valgte abonnement, og dermed forsvandt fra. Prosaen på hjemmesiden kunne sige det hele. Systemet kunne ikke.
Det er den generelle form: to uafhængige oplysninger i ét felt betyder, at den ene altid taber. Og den taber lydløst, for der kommer ingen fejlmeddelelse ud af at skrive den halve sandhed ned.
Jeg fandt tre mere samme dag
Da jeg først kiggede efter mønsteret, lå det flere steder i mit eget system.
Jobansøgninger. Jeg sender af og til en uopfordret ansøgning – en, der ikke svarer på et opslag, men lægger sig i firmaets system til den dag, behovet opstår. Dem havde jeg markeret ved at skrive "(uopfordret)" ind i stillingsbetegnelsen. Det kan et menneske læse. Det kan ingen liste filtrere på. Så hver gang jeg trak listen "hvem har ikke svaret endnu", stod de uopfordrede der og så ud som nogen, der skyldte mig et svar. Det gør de ikke. Tavshed er den forventede tilstand for en uopfordret ansøgning.
Mails. Jeg gemmer et par mails som forlæg, fordi måden de er skruet sammen på er værd at genbruge. Dem havde jeg markeret som "eksempel". Men det ord dækkede to forskellige ting: at mailen aldrig blev sendt, og at den er generisk. Den bedste mail i mappen er skrevet til en bestemt person, aldrig sendt, og gemt fordi grebet virkede. Den kunne jeg ikke beskrive. Der var ikke plads.
Leads. Jeg havde skrevet en fin beskrivelse af den liste, jeg burde gennemgå hver mandag, med en kolonne der hed "hvornår igen". Beskrevet i prosa. Der var ingen kolonne, fordi der ikke var noget felt. Fire leads lå stille i ugevis – ikke fordi nogen besluttede det, men fordi ingen liste kunne vise, at de gjorde.
Hvorfor det bliver værre med AI i huset
Man kan leve længe med sammenblandede felter, hvis det er et menneske, der læser. Vi udfylder selv hullerne. Enhver, der ser "abonnement" og kender pakken, ved godt, at der står "fra" på hjemmesiden.
En sprogmodel gør noget andet. Den læser prosaen flydende, og den svarer med samme sikre stemme, uanset om grundlaget holder. Spørger du den, hvad din pipeline er værd, lægger den tallene sammen. Den stopper ikke op ved, at det ene er en månedsbetaling, for det står der ikke noget sted, den kan se det.
Fejlen kommer altså ikke ud som en fejl. Den kommer ud som et tal, du kan tage med i bestyrelsen.
Det er også derfor, jeg synes, det her er et ledelsesspørgsmål og ikke et IT-spørgsmål. Beslutningen om, hvilke oplysninger der skal kunne stå hver for sig, er en beslutning om, hvad I overhovedet kan spørge om bagefter.
Testen tager ti minutter
Tag en sætning, jeres egen hjemmeside eller jeres eget salgsmateriale allerede siger om forretningen. En rigtig en, med to led i.
"Fra 2.000 EUR pr. måned." "Halv pris for eksisterende kunder i det første år." "Leveres på fire uger, hvis materialet foreligger."
Prøv så at skrive den ind i jeres system, så hver oplysning står for sig og kan filtreres på. Kan I ikke det, har I fundet en. Og I har sandsynligvis fundet den ene, hvor det gør ondt, for det er som regel den vigtigste sætning, der er sværest at få ned i felter.
Rettelsen er billig. Jeg brugte en formiddag på min egen. Feltet, der hed "prismodel", blev til to: et der siger, hvor bindende tallet er, og et der siger, hvad tallet dækker. Bagefter kunne systemet endelig sige det samme som hjemmesiden.
Og jeg lagde en lille kontrol ind, der nægter at summere de to slags penge i samme kolonne. Den slags fejl råber som bekendt ikke op, når den sker, og så hjælper det ikke at have besluttet at huske det.
Det, der er værd at tage med
Der er ikke noget dataprojekt i det her. Ingen platform, ingen konsulentrapport, ingen migrering. Der er en halv time med de felter, I allerede har, og ét spørgsmål til hvert af dem: bærer det her felt mere end én oplysning?
Det tydeligste tegn er, at jeres eget sprog kan sige noget, jeres system ikke kan. Når sælgeren siger en sætning i telefonen, som ikke kan skrives ned nogen steder, er den sætning ikke bare tabt. Den bliver til et gæt, næste gang nogen skal svare på, hvad forretningen er værd.
Jeg hjælper små og mellemstore virksomheder med at gøre deres viden brugbar for både mennesker og maskiner – inden der købes AI-værktøjer. Vil du vide, om jeres grundlag holder: lk@docujai.com eller +45 40 26 18 72.