Jeg kørte en kommando i morges, som skrev fem filer og ikke meget andet. Den ene af dem fik mig til at sidde et øjeblik og tænke over noget, jeg har haft svært ved at forklare kunder i et år.
Baggrunden er kort. Google Cloud udgav for nylig en åben specifikation, der hedder Open Knowledge Format, OKF. Jeg har skrevet om den før — kort fortalt er det et fælles sprog for organisatorisk viden: almindelige tekstfiler med lidt struktureret information i toppen, samlet i en mappe med en indgangsside, linket sammen til en helhed. Ikke et produkt. Et format.
Nu er det så begyndt at dukke op i værktøjerne. Det program, jeg selv holder min vidensbase i, har netop fået en ny funktion, der sætter en mappe op efter specifikationen. Jeg prøvede den af i en tom mappe for at se, hvad Google egentlig mener, at en virksomheds viden skal bestå af.
Svaret var mere interessant end forventet.
Tre slags filer, og to af dem har faste navne
En OKF-samling har to reserverede filnavne. Begge er valgfrie — men har man dem, skal de se ud på en bestemt måde.
Den ene er forsiden. Den må ikke indeholde prosa. Den er en indholdsfortegnelse: overskrifter med lister af links, og intet andet. Det lyder kedeligt, men det er en beslutning med tænder — forsiden skal kunne læses af en maskine uden fortolkning. Ingen velkomsttekst, ingen "her hos os arbejder vi med".
Den anden er en logbog. Datoer, nyeste først, og under hver dato en liste over hvad der er ændret. Den findes, fordi en ny medarbejder — eller en ny AI-agent — skal kunne se, hvad der har flyttet sig, uden at læse hele samlingen igennem.
Alt andet er begrebsfiler. Én ting pr. fil. Et produkt, en proces, en regel, en kunde.
Så langt er det ordentligt kedeligt, og det er en kvalitet. Men det var den tredje slags fil, der fangede mig.
Seks felter om selve viden — ikke om emnet
Øverst i en begrebsfil står nogle strukturerede oplysninger. Kun ét af dem er obligatorisk: hvad slags dokument det er. Resten er valgfrie, og de er værd at læse højt, for de siger noget om, hvad Google tror, der kommer til at gå galt:
- Status: udkast, stabil eller udfaset.
- Udløber efter: en dato. Bagefter er filen mistænkelig, uanset hvad der står i den.
- Skrevet af: og her er den — feltet skelner mellem et menneske, et program og en sprogmodel med versionsnummer.
- Godkendt af: hvem har set den efter og sagt god for den, og hvornår.
- Kilder: hvor kommer det fra.
- Brugt i perioden: fra hvornår til hvornår var det her gældende.
Fire af de seks felter handler ikke om indholdet. De handler om, hvor meget man kan regne med det.
Det er nemt at læse hen over. Prøv at lade være. Google sætter sig ned for at definere, hvordan virksomheders viden skal se ud i en tid med AI, og halvdelen af det, de kommer frem til, er felter, der besvarer spørgsmålet: hvem påstod det her, og gælder det stadig?
Hvorfor lige det spørgsmål
Fordi vidensbasen er ved at få en ny forfatter.
Indtil for nylig blev virksomhedens interne dokumenter skrevet af mennesker. Langsomt, ujævnt og med huller, men af mennesker. Man kunne se på et dokument, at Hanne fra produktion havde lavet det i 2023, og man vidste omtrent, hvad det var værd.
Nu skriver modellerne med. De opsummerer møder, udkaster procedurer, samler produktbeskrivelser og opdaterer noter. Det er som regel en gevinst — men det sker hurtigt, det ser altid velskrevet ud, og velskrevet er præcis det, vi bruger som genvej, når vi vurderer, om noget er rigtigt.
Det er dér, problemet opstår. Ikke ved at modellen tager fejl. Modeller tager fejl i en overskuelig del af tilfældene, og det kan man leve med. Problemet er, at en maskinskrevet fejl ligner en menneskeskrevet sandhed, og at den ligger i samme mappe.
Om et år har I 400 interne dokumenter. Hvis I ikke kan sortere dem efter, hvem der skrev dem, og hvem der har set dem efter, har I ikke en vidensbase. I har en bunke tekst, hvor alting vejer lige meget.
Googles svar er ikke et regelsæt eller en politik. Det er to felter: skrevet af og godkendt af. Modellen må gerne skrive — den skal bare skrive under.
Den skelnen er hele forskellen
Jeg bruger den selv, og den ændrer, hvad man tør gøre.
Når det er billigt at mærke en tekst som maskinskrevet og ikke efterset, tør man lade modellen skrive langt mere. Den kan lave det første udkast til hundrede procedurer natten over, og det er fint, for de står alle sammen som udkast, skrevet af en model, ikke godkendt. Ingen bliver snydt. Værdien ligger i, at nogen nu skal sige ja eller nej frem for at begynde på et blankt ark.
Uden mærkningen er valget noget helt andet og meget dårligere: enten forbyder man modellen at skrive, eller også lader man den skrive og krydser fingre.
Det er også derfor, jeg synes, at OKF er værd at kigge på for virksomheder, der aldrig kommer til at bruge OKF. Formatet i sig selv er ikke pointen. Den erkendelse, det bygger på, er: når afsenderen af en tekst ikke længere er indlysende, skal afsenderen skrives ned.
Det er kontrollerbart, og det er nyt
En sidste ting, som gjorde indtryk på mig, da jeg prøvede kommandoen af.
Da jeg havde lavet en fil uden at udfylde felterne, kunne jeg køre en kontrol, og den svarede med en fejl og en henvisning til det sted i specifikationen, jeg havde overtrådt. Ikke en advarsel. En fejl, som kan stoppe en automatisk proces.
Det betyder, at spørgsmålet »er vores viden i orden?« kan flyttes fra en holdning til en kontrol, der enten går igennem eller ikke gør. Jeg har været til mange møder, hvor det spørgsmål blev besvaret med en modenhedsmodel og fem niveauer i forskellige farver. Et program, der siger nej, er en bedre samtalepartner.
Hvad jeg ville gøre i din virksomhed
Du behøver hverken Googles specifikation eller mit værktøj. Tre ting kan du gøre i næste uge, uanset hvad I skriver i:
Skriv afsenderen på. Hvert dokument, der bliver til med hjælp fra AI, skal bære det. Ét felt, én linje, ét ord i sidefoden. Det koster ingenting nu og er umuligt at rekonstruere senere.
Skil "skrevet" fra "godkendt". Det er de to felter, der gør det trygt at lade AI producere meget. Så længe de er slået sammen, er alt enten officielt eller forbudt, og så tør ingen bruge maskinen til noget, der betyder noget.
Giv jeres vigtigste dokumenter en udløbsdato. Ikke alle. Prislisten, procedurerne, sikkerhedsreglerne. En vidensbase dør ikke af at være tom. Den dør af at være fuld af noget, der var rigtigt engang.
Ingen af delene kræver et indkøb. De kræver en beslutning om, at viden skal kunne spores tilbage til den, der påstod den — og det er en beslutning, der bliver dyrere at udskyde, i takt med at maskinen skriver mere af den.
Google har lige skrevet den beslutning ind i et filformat. Man kan lige så godt tage den bevidst.