Jeg har brugt AI til at skrive artikler på Folkets Avis i mere end tre år. I dag har jeg én genre, hvor jeg står inde for resultatet med mit navn. Resten er ikke der endnu. Begge dele siger noget om, hvor AI hører til i en virksomhed.
Jeg er videnskabsjournalist af baggrund, og jeg har drevet Folkets Avis i mange år. Da sprogmodellerne kom, var det oplagt at prøve dem af dér, hvor jeg selv har mest erfaring: på redaktionen.
Det har været en lang rejse. Den første tid gik med at se, hvad modellerne kunne, og blive skuffet over, hvor let det hele så ud. En tekst kan være flydende, velformuleret og forkert på samme tid.
I dag er jeg landet et sted, jeg gerne vil være bekendt at lægge navn til. Men kun i én genre.
Videnshistorien
Genren kalder jeg videnshistorie. Den tager noget aktuelt og finder historien bag det.
Et eksempel: Tesla har lovet, at den nye Roadster skal kunne løfte sig med raketdyser fra SpaceX. Det lyder som noget helt nyt. Det er det ikke. I 1960'erne byggede det amerikanske luftvåben en Starfighter med en raketmotor bag i, så piloterne kunne træne til rummet. Chuck Yeager styrtede i en af dem og overlevede med svære forbrændinger. Musks flyvende Tesla har en slægtning fra den kolde krig fortæller den historie.
Artiklen har seks fodnoter. De peger på rapporter fra NASA, en beretning fra det amerikanske luftvåbens akademi, Yeagers egen fond og Teslas produktside. Dér står også, hvornår siden er tjekket, og at det er producentens egen beskrivelse og ikke en uafhængig test.
Hvorfor netop den genre virker
Fordi den spiller på det, sprogmodellerne er gode til, og lukker for det, de er dårlige til.
Det, de er gode til: At læse en 40 sider lang NASA-rapport og finde det ene afsnit, der betyder noget. At sætte to ting sammen, der ligger 60 år fra hinanden. At regne fod om til meter. At skrive et første udkast, der hænger sammen.
Det, de er dårlige til: At vide, om noget er sandt. En sprogmodel kan opfinde en kilde, et årstal eller et citat med samme selvsikkerhed som et rigtigt.
I en videnshistorie findes stoffet allerede i dokumenter. Hver påstand skal kunne føres tilbage til en kilde, og læseren kan selv klikke på den. Det tvinger mig til at tjekke alt, og det gør fejlene synlige, før artiklen går ud.
Derfor har jeg bygget et skrivemiljø, hvor AI har en fast plads, men hvor det hele tiden er mig, der står ved rorpinden. Jeg vælger emnet og vinklen. Jeg vælger kilderne. Teksten skal igennem en række redaktionelle porte, blandt andet en måling af læsbarhed, før den må udgives. Og der står under hver artikel, at der kan være brugt assisterende sprogteknologi.
Hvor det ikke virker endnu
Jeg har prøvet en række andre genrer. Ingen af dem har nået en kvalitet, jeg er tilfreds med.
Det overrasker mig ikke. Jo mere en tekst skal bære af en stemme, en holdning eller noget, der ikke står i nogen kilde, jo mindre har modellen at holde sig til. Så bliver resultatet glat. Det lyder rigtigt, men det siger ingenting.
Jeg kunne godt udgive de tekster. Ingen ville opdage det med det samme. Men det er netop pointen: Spørgsmålet er ikke, om AI kan producere teksten. Det er, om du vil sætte dit navn under den.
Hvad det betyder for din virksomhed
Tre år på en redaktion er ikke et forskningsprojekt. Men erfaringen ligner det, jeg ser i virksomheder, der begynder at bruge AI:
- Start med én opgave, ikke med hele afdelingen. Find den opgave, hvor AI's styrker passer, og hvor fejl kan fanges. For mig var det en genre. For jer kan det være tilbudsskrivning, svar på kundehenvendelser eller referater.
- Byg kontrollen ind i arbejdsgangen. Mine fodnoter er ikke pynt. De er det, der gør det muligt at stole på resultatet. Spørg, hvor jeres tilsvarende kontrol sidder.
- Hold et menneske ved rorpinden. AI laver udkastet. Et menneske beslutter, hvad der går ud, og står inde for det.
- Vær ærlig om, hvor det ikke virker. At jeg har én genre, der holder, er mere værd end ti, der næsten gør. Det gælder også i jeres forretning.
Det er ikke den store historie om AI, der forandrer alt. Det er den mindre og mere brugbare: AI kan løfte bestemte opgaver markant, hvis man ved, hvilke, og er ærlig om resten.